Kom godt igang med søgemaskineoptimering (SEO)
Søgemaskinetoptimering, eller Search Engine Optimization (forkortet SEO) på engelsk, er ikke et nyt begreb, men det er dog først indenfor de senere år at fagområdet rigtigt er kommet i søgelyset hos almene webstedsejere, og i særdeleshed hos webshopejere. Fænomenet har dog eksisteret siden søgemaskiner så dagens lys for første gang, men spiller en stadig større rolle efterhånden som flere og flere kæmper for at nå til tops i søgemaskinernes søgeresultater. Og det er med god grund, for effektiv søgemaskineoptimering kan i mange tilfælde afgøre om en netbutik overlever i dennes interne kamp mod konkurrenter.
Jeg vil fra start af slå fast at jeg ikke er selvproklameret SEO ekspert eller noget i den retning og der findes ikke en stensikker formular på at nå til tops. Man kan dog godt kalde mig øvet indenfor området da jeg igennem udarbejdelse af flere hjemmesider, både hvad angår design, tekstforfatning og andre tekniske aspekter, har lært en del på området og skabt synlige resultater deraf.
For at guide dig til at komme godt igang med søgemaskineoptimering har jeg valgt at illustrere udbredte fremgangsmåder ved hjælp af et eksempel fra virkeligheden (Discover Russia) og en fiktiv case (en webshop der bl.a. forhandler fodboldtrøjer). Vi vil kigge nærmere på specifikke søgeord for enkelte undersider og se på hvordan de pågældende sider kan optimeres til søgemaskiner. Jeg har inddelt emneområderne, som belyses, i undersektioner – som du også selv vil komme til at arbejde med hen ad vejen. Først belyser jeg hvordan et enkelt element er implementeret i virkeligheden hos Discover Russia, hvorefter jeg vil vise hvordan det kan implementeres i vores fiktive case omhandlende fodboldtrøjer.
Lad os starte med det basale. Søgemaskiner er særligt glade for megen tekst og en fyldig tekst er også lettere at optimere, da du vil have bedre mulighed for rigtigt at gennemtrumfe dine søgeord i en indholdsrig tekst. Et lille hint i forbindelse med processen vil være at gøre brug af Google Søgeordsværktøj. Værktøjet vil give dig en god idé til hvilke søgeord der relaterer til dem du ønsker at anvende og samtidig også hvor mange lokale søgninger (i vores tilfælde danske søgninger) der er på ordene eller sætningen, om man vil.
Vores eksempel, Discover Russia, sælger russisk te på nettet og har en underside med tekst specifikt omhandlende russisk te og dets historie. “Russisk te” er altså de ord som vi i dette tilfælde har optimeret siden til og vi har dermed allerede et mål for hvilke søgeord vi gerne vil ranke højt på i søgeresultater.
I vores fiktive case vil vores webshop gerne afhænde så mange fodboldtrøjer som muligt. De kan såmænd sagtens sælge andre former for sportsudstyr også, men vi vil udelukkende fokusere på fodboldtrøjer i casen. Hvis vi anvender Googles Søgeordsværktøj kan vi ved hjælp af illustrationen nedenfor se at der er stor konkurrence på området, da der er mange lokale søgninger på forskellige udtryk indeholdende ordet fodboldtrøjer. Det vil vi dog ikke lade os gå på af, men straks kaste os over arbejdet.
Skriv fængende sidetitler med vægt på søgeord
En god og fængende titel leder ofte til trafik når potentielle besøgende spotter den i et søgeresultat, men der er også brug for at den reelt afspejler indholdet på den pågældende side.
Hvis vi kigger på illustrationen ovenfor kan vi se at Discover Russia anvender en lidt monoton titelskrivelse hvori firmanavnet indgår. Hvorfor er teksten indsat i den viste rækkefølge, tænker du måske? Det er der en ganske simpel og god grund til, for når en bruger skriver søgeord i en søgemaskine forventer denne også at der dukker brugbare resultater op, og Discover Russia som firmanavn er ikke relevant i den forbindelse. Endvidere er der bred enighed om at det også hjælper på sidens placering i søgeresultater, såfremt søgeord indsættes tidligt (og helst allerførst) i sidetitlen. Vi kunne f.eks. også have indsat ordet “billig” forrest i titlen, men hos Discover Russia har det været et ønske ikke at afspejle egne produkter som billige, idet netbutikken importerer kvalitetste og da kvalitet koster er teen ikke den billigste på markedet.
Vi vil derimod tilføje “billig” i sidetitlen til vores forhandler af fodboldtrøjer og ligeledes ordene “til salg”, så den nu er “billige fodboldtrøjer til salg”. Bemærk at jeg har udeladt et firmanavn i denne forbindelse, hvilket er bevidst. Firmanavne er ofte ikke relevante at anvende i sidetitler hos netbutikker, men det afhænger også af om netbutikkens ejer ønsker det vist eller ej, og i mange tilfælde er det ubrugeligt medmindre at man sidder på et stort brand. Ligeledes fjerner det også muligheden for at indsætte flere søgeord eller ligefrem en hel sætning i titlen, som kun kan indeholde et begrænset antal tegn.
For at vende tilbage til de billige fodboldtrøjer har vi optimeret sidetitlen til flere forskellige søgetermer. I den tidligere viste illustration så vi at der er flest søgninger på “fodboldtrøjer” alene, en del på “billige fodboldtrøjer” og enkelte på “fodboldtrøjer til salg”. Vi har altså tre forskellige søgetermer inkluderet i titlen og har endda muligheden for at gå et skridt videre og tilføje “fodboldtøj” også. Sidetitlen ville da blive til “billige fodboldtrøjer og fodboldtøj til salg”, men i kraft af at vi derved vil bevæge os en smule udenfor selve målgruppen for fodboldtrøjer dropper vi dette i casen, da det også ville betyde at der skulle søgeoptimeres endnu mere. Endvidere er det også muligt at netbutikken rent faktisk sælger fodboldtøj på en anden underside i netbutikken og det ville derfor blive svært, og uden grund, at optimere dette på siden for fodboldtrøjer.
Antallet af tegn, eller længden, der kan vises i sidetitler varierer alt efter hvilken søgemaskine man anvender. Du får dog lidt hjælp fra sidelinjen til de tre største søgemaskiner målt på antallet af søgninger – Bing kan vise op til 65 tegn, Google 69 tegn og slutteligt Yahoo! 72 tegn *. Sørg derfor for at holde dig indenfor disse antal tegn når du skriver dine titler.
En god sidebeskrivelse giver besøgende og skaber trafik
Sidebeskrivelsen er ligesom de øvrige nævnte elementer en vigtig faktor i søgemaskineoptimering. Udfyldes den ikke vil der i søgeresultatet blive vist en indledende bid af sidens indhold. Dette vil i langt de fleste tilfælde resultere i en usammenhængende tekstbid da det meste af indholdet mangler. Den vil heller ikke være optimeret og der vil være mangel på de søgeord man ønsker at ranke på. Sidebeskrivelsen kan ligesom sidetitlen kun indeholde et bestemt antal tegn. Bing viser op til 150 tegn, Google 156 tegn og Yahoo! 165 tegn *. Alt over denne grænse vil blive beskåret og istedet vil “…” vises.
I sidebeskrivelsen, som kan ses på den tidligere vedhæftede illustration, hos Discover Russia indgår selvfølgelig “russisk te”, men læg især mærke til at ordene “chai” og “samovar” også er at finde. På russisk hedder te nemlig chai, og blev i gamle dage brygget i en samovar. Da sidens indhold ligeledes omhandler disse to ord er de også tilføjet til sidebeskrivelsen. Hvis du foretager en søgning på f.eks. “samovar” i Google vil “russisk te” derfor dukke op på side 1. Begge ord bruges forøvrigt også på engelsk, så det kan kræve en del linkbuilding at få gode placeringer altefter hvor stor konkurrencen er.
En sidebeskrivelse til vores netbutik, som forhandler fodboldtrøjer kunne være: “Billige fodboldtrøjer til salg. Se vores store udvalg af officielle fodboldtrøjer med tryk og køb din nye fodboldtrøje hos os. Retro trøjer forhandles også”. Dette er blot et hurtigt opdigtet eksempel, men det indeholder stort set alle søgeudtryk fra illustrationen og man er dermed godt på vej i søgeresultaterne på disse. At søgeordene ikke dukker op i en specifik rækkefølge gør ikke altid hele forskellen. Sørg dog for at sidebeskrivelsen ikke udelukkende er proppet med søgeord, men rent faktisk giver mening når den læses – ellers optimerer du specifikt til søgemaskinen og ikke til den besøgende.
Husk søgeord i det permanente link
Et permanent link er det samme som en url-adresse, jeg har blot lånt udtrykket fra WordPress-miljøet, da jeg synes bedre om udtrykket. Denne skal ligesom de andre elementer vise både brugeren og søgemaskinen hvad siden handler om. Da der ikke kan være mellemrum i permanente links, er man derfor nødsaget til at bruge tegn for at indikere mellemrum. Der findes forskellige måder at gøre dette på, bl.a. i form af manglende mellemrum, understregning eller bindestreger. Jeg vil dog kraftigt anbefale dig at bruge bindestreger, da søgemaskiner ser disse som naturlige mellemrum – altså ser f.eks. Google “russisk-te”, som “russisk te”. Hold dig også fra æ, ø og å i permanente links, da søgemaskinerne kan have problemer med at læse dem ordentligt. Brug istedet ae (æ), oe (ø) eller aa (å).
Hos Discover Russia kan vi se at “russisk-te” er inkluderet, da sidens url ender på “cms-russisk-te.html”. Du vil måske undre dig over hvorfor der står cms foran, men forklaringen er ganske enkel. Netbutikken er hosted hos Dandomain og her inkluderes en række standardiserede sider. For at kunne oprette andre sider selvstændigt findes der i kontrolpanelet en sektion der hedder “Egne sider” og når en side/url oprettes ved disse tilføjes “cms-” altid foran selve url’en.
Et godt permanent link til fodboldtroejer ville være noget i samme dur. Jeg har ikke angivet noget domæne tidligere, så lad os bruge “www.fodboldtoej.dk” (domænet er ikke registreret p.t.). Det permanente link kunne derfor være “www.fodboldtoej.dk/fodboldtroejer/”. Jeg vil ikke gå i detaljer omkring hvorfor jeg udelader “billige” og “til salg” i denne sammenhæng, men blot lade dette være op til dig at vurdere.
Overskrifter og underoverskrifter samler teksten
Overskrifter i tekster er i alle tilfælde særdeles vigtige både for brugernes oplevelse, men også for søgemaskinens opfattelse af søgeord. Til formålet findes der i HTML såkaldte headings, som kan angives og bør anvendes ved enhver form for overskrift. Disse skal ligesom sidetitler indeholde søgeord og helst tilsvarende, men det er en god idé at skabe variation alt efter hvad undersektionen omhandler. Headings skrives som <h1>overskrift</h1> og går fra h1 til h6, hvoraf h1 er en decideret overskrift mens h2 osv. er underoverskrifter. Enhver side må maks. have en h1 overskrift mens der kan anvendes et utal af h2 underskrifter osv. F.eks. er alle underoverskrifter i dette indlæg h2 underoverskrifter.
Discover Russia har naturligvis en h1 overskrift her der hedder “Russisk te”, som jeg ikke behøver at komme nærmere ind på.
H1 overskriften kan dog være mere svær at tilpasse netbutikken med fodboldtrøjer. En overskrift i en netbutik bør, som udgangspunkt, være enkel og beskrivende og det afhænger også af hvordan undersiden er bygget op. I tilfældet med Discover Russia er undersiden vi kigger på ikke en decideret shopside, hvor kunder lægger varer i kurven, men derimod en almindelig tekstside, som beskriver russisk te. Jeg vil derfor foreslå at h1 overskriften i vores case holder sig på sporet, som det permanente link angav og derved bliver “Fodboldtrøjer”. Der kan dog både være fordele og ulemper, ved at udelade de øvrige ord – men det er op til ens egen vurdering hvad der vises/læses bedst.
Effektive søgeord i teksten gør hele forskellen
Jeg vil ikke skrive en hel tekst om fodboldtrøjer i indlægget her, da det blot er en fiktiv case. Men brug dine søgeord flittigt uden at spamme selve teksten med dem og skab variation blandt udtrykkene. Her kommer keyword density også ind i billedet. Udtrykket betyder groft oversat søgeordstæthed – altså tætheden af søgeord og ikke mindst mængden af disse. En optimal keyword density for et søgeord ligger ifølge eksperter på mellem 1% og 3%. Kommer man for højt op kan man blive straffet af søgemaskinerne eller rettere sagt, så kan din tekst blive straffet. Dette betyder blot at den pågældende side tildeles penalties for spam med søgeord og derved dukker den ikke op i søgeresultater, hvilket jo ikke er så godt såfremt siden er en del af en webshop.
Siden omhandlende russisk te hos Discover Russia har en keyword density på ordene “russisk te” tilsammen der ligger imellem 0,71% og 1,36%. Det varierer alt efter hvilket online værktøj man anvender og hvilke indstillinger man vælger. Har du selv brug for at tjekke procentdelen på din egen side kan du blot søge efter keyword density, evt. med tool efter, i en af søgemaskinerne, så får du en god håndfuld af resultater.
Hvis vi kigger på “billige fodboldtrøjer til salg”, så har vi fra tidligere tre søgetermer. Brug disse forskelligt og ofte, altså fodboldtrøjer, billige fodboldtrøjer og fodboldtrøjer til salg. Det er også en god idé at tilføje andre søgetermer i teksten. Vi kan her igen kigge på Google Søgeordsværktøj og se at bl.a. retro fodboldtrøjer dukker op. Hvis webshoppen sælger retro fodboldtrøjer, hvilket der er stor chance for, jamen så bør og skal ordet retro også dukke op – da vi jo gerne ser at brugere der søger efter denne type af fodboldtrøjer besøger netop vores netbutik. Derfor er det også fortrinligt hvis ordet retro kan indgå i sidebeskrivelsen, som tidligere er omtalt.
Linkbuilding er vejen til toppen af side 1
En webshop kommer dårligt udenom linkbuilding når den interne del af SEO er forarbejdet. Linkbuilding er essentielt på stort set ethvert marked hvor der opleves stor konkurrence. Dette gælder også for vores to eksempler på webshops. Der er især stor konkurrence på området for fodboldtrøjer, som illustrationen tidligere viser.
Discover Russia har en akilleshæl her da te, som det rigtig nok staves, også skrives som the i visse tilfælde – men vi har netop ikke optimeret noget som helst til ordene russisk the, idet sidstnævnte ikke fremgår nogen steder i indholdet. Da et professionelt firma så vidt muligt bør undgå stavefejl, ihvertfald på primære sider, skal vi derfor igang med linkbuilding for at gøre søgemaskinerne opmærksomme på at Discover Russia skam også sælger russisk the. De fleste søgninger forekommer dog med den rigtige stavemåde og derfor er ordet hos de fleste webshops også skrevet korrekt efter retskrivningsordbogen, hvilket derfor gør at konkurrencen på ordene russisk the samlet set er væsentlig mindre end på russisk te. Igen er variation nøgleordet når det kommer til linkbuilding. Jeg vil komme nærmere ind på linkbuilding i et senere indlæg, da dette begreb omhandler ekstern SEO og dette indlæg primært er skrevet mht. intern SEO.
For at runde indlægget ordentligt af, kan vi lige kigge på hvordan søgeresultatet i vores case kunne se ud nedenfor.
Og så kan jeg da lige for god ordens skyld nævne at Discover Russia skam ligger nr. 1 hos både Google og Yahoo! på begge søgeudtrykkene “russisk te” og “russisk the”. Prøv selv at søg …
* Kilde: www.sagerock.com
Skriv kommentar
Relaterede indlæg
Tags
Nyeste Tweets
Kalender
| m | ti | o | to | f | l | s |
|---|---|---|---|---|---|---|
| « dec | ||||||
| 1 | 2 | 3 | 4 | |||
| 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 |
| 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 |
| 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 |
| 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | |

